Skal etårige børn virkelig tvinges i vuggestue?

Som de fleste sikkert husker, foreslog Socialdemokratiet i starten af året, at små børn helt ned til et-års alderen skulle kunne tvangssendes i vuggestue. Baggrunden for det opsigtsvækkende forslag var en undersøgelse foretaget af Rockwool Fonden, der havde påvist, at to ud af tre indvandrerbørn med arabisk baggrund aldrig lærte at læse ordentligt, disse børns forældre talte for hoveddelen slet ikke – eller meget dårligt og lidt dansk. Børnene havde altså ikke dansk sprog med hjemmefra, de var derudover med et fint ord dét, man vist kalder funktionelle analfabeter.

Forslaget løb mig koldt ned af ryggen. Jeg er selv mor, og tanken om, at nogle skulle tvinge mig til at sende mit barn i vuggestue som et-årigt, hvis jeg hellere ville gå hjemme med det, virker utroligt krænkende og ubehageligt. Ud over enhver forstand.

Forslaget fik en blandet modtagelse. Karen Jespersen ville gerne ”tale” med Socialdemokratiet om dette, Dansk Folkeparti var vist både for og imod, med vægtlægning på for.

I dag – godt to måneder efter dette forslag – er Dansk Folkeparti tilsyneladende helt for forslaget, da det i forbindelse med bandeproblematikken i København, nu er en del af deres såkaldte Bandepakke, der har alle mulige og umulige forslag til, hvad søren man kan gøre for, at indvandrerbørn og efterkommere af indvandrerbørn ikke er analfabeter i 9. klassetrin, med alle de elendige konsekvenser dette ofte medfører; især denne, at man søger mod sine egne, for at være del af et fællesskab, som man faktisk har del i, et fællesskab hvor man ikke er dummere end de andre etc.

I forslaget er det målet, der helliger midlet. Dem er der ikke så få af i politik. De findes endvidere på begge fløje. Det kan desværre være nødvendigt af og til, at træffe ubehagelige beslutninger, hvis alternativet er langt værre. 24-års reglen er et glimrende eksempel. Men er tvangsintegrering i vuggestuerne virkelig et brugbart eller fornuftigt middel?

Desuden; hvordan vil man implementere det? Vil man fjerne et skrigende barn fra moderen, der ikke taler dansk, og alene har dette at være moder tilbage, som del af hendes identitet? Vil man indføre prøver, der kan vurdere just hvor dårligt ens dansk skal være (ja, hvor dårligt skal det egentlig være?), førend man fjerner barnet og placerer det i vuggestuen?

Det må være muligt at komme op med et forslag, hvor målet opnås, uden ved lov at indføre tvangsintegrering i vuggestuen. Hvis vi i Danmark blot havde en anelse af den amerikanske ånd, der tilsiger, at man er velkommen i landet, som en del af fællesskabet – hvis man vel og mærket kan klare sig selv, og derved virkelig bidrage til fællesskabet - så ville det give sig selv, ville det ikke? Så ville i det mindste én af forældrene være tvunget til at bevæge sig ud på arbejdsmarkedet, for at tjene til dagen og vejen, og dermed blive bekendt med dansk kultur og omgangsform, som det derved kunne viderebringe derhjemme til børnene, der måske gik hjemme hos moderen.

Hele miseren går altså tilbage til det faktum, at vi har modtaget enhver, der skreg på asyl, uden krav overhovedet – og dette prøver nu både DF og S at rydde op i, ved at komme med forslag, man ville have rystet på hovedet af for 20 år siden. I stedet for de resourcer man i givet fald vil bruge på at sende i tusindevis af små børn i vuggestue, kunne man så ikke bruge de samme penge på at tvangslære de voksne dansk, at tvinge dem i arbejde, med voldsomme økonomiske straffe, hvis de undlod, sætte hårdt mod hårdt i uddannelsessystemet overfor forældre, der ikke deltager i klassemøder eller afviser at sende børnene (læs: pigerne) i svømmehallen eller på lejrskole.
Kan man ikke dér tvinge, og f.eks. droppe latterlige forslag, som at børnehavemad skal være halalslagtet i daginstitutioner. Drop alle disse latterlige særordninger, giv forældrene ansvaret tilbage for egen økonomi, men lad være med at tvinge børn på 1 år i vuggestue.

Maria Sand