søndag den 5. april 2009

DSU's cirkus på slotspladsen

Så skete det endeligt. Afklaringen af hvem vores Statsminister skal være, blev afgjort. Farvel Til Anders Fogh OG goddag til Lars Løkke. Jeg vil undlade hyldesten til Fogh, da jeg allerede i et tidligere blogindlæg har gjort opmærksom på, hvor meget Anders Fogh har gjort for Danmark: Hvordan han handlede - rigtigt - da det virkeligt gjaldt. Tak til ham for de forgangne syv år, han var fantastisk, også selvom han det sidste halve år var for fraværende, og måske var begyndt at lempe på bl.a. værdipolitikken. Han var stadig stor. Den største jeg har oplevet i min korte levetid (på 31 år).
Nu til Lars Løkke. Eller rettere til hans første offentlige foretræde på Amalienborg slotsplads i dag, eller rettere til DSUerne på slotspladsen. Hvad i alverden lavede de unge socialdemokrater dér på den måde? Det var simpelthen så pinligt, at man ikke blot dén ene dag kunne lægge sin irritation, vrede og røde nidkærhed til side. Usmageligt. De stod og hujede og skabte sig, demonstrerede mod, at han ikke var blevet valgt og ikke havde folkeligt mandat. Tåbeligt. Man kunne nævne mange socialdemokratiske statsministre, der kom til embedet, på netop en sådanne måde, så hold dog op. Det er latterligt. Sagen er nok, at de igenigen ikke kan udstå tanken om, at andre partier siden 2001 har tilladt sig at opføre sig på samme måde, som Socialdemokratiet, har taget sig de samme privilegier. Så hold nu op. Og jeg ville have sagt nøjagtigt det samme, hvis Helle Thorning var kommet til embedet, og medlemmer af VU havde stået og skabt sig på samme måde på hendes første dag i embedet. Føj for helvede. Deres bannere med Løkke og et fadbamsebillede taler for sig selv. Forhåbentlig vil deres iver efter at kræve valg give bagslag. Og gør det ikke, tjah, så får det danske folk som fortjent. For atter; uanset al den kritik man kunne og kan rette mod den nuværende regering, må man blot konstatere, at sjældent har alternativet set mere utroværdigt ud. Tak Fogh, Tillykke Løkke!

Maria Sand

mandag den 30. marts 2009

Røde mor er uforstående...

Der er noget næsten patetisk ved DR's forsagelse af Søren Espersens anklager om Danmarks Radios store tv-dramaers stærke drejning mod socialismen, progressivismen og al dens væsen. Der er nemlig ingen tvivl overhovedet om, at han har ret. Måske er det derfor, at forsvaret bliver så pinagtigt at se på.

Espersen forsøgte fornyligt i en artikel i Politiken, at skrive en fiktiv drejebog for DRs kommende store dramasatsning ”Borgen”. Drejebogen opsummerer kort en fantasidrejebog over helte og skurke i det kommende tv-drama. Uden at gå i detaljer, kan man kort opsummere Espersens drejebog således:

De røde er de gode, de blå er de onde, der af de sorte – de rigtigt onde – er blevet vildledt. Det bliver en slags parodi af denne opstilling. Som superhelt vil en yndig mørk indvandrerpige være i centrum, eventuelt iført et tørklæde. Liderbukkene samt dem med indre gøende svinehunde, er naturligvis placeret på den yderste højrefløj (og det vil i dansk sammenhæng besynderligt nok sige DF, der mest af alt minder om en art Socialdemokrati).

Det er naturligvis sat på spidsen, men det holder ikke desto mindre vand. Mette Bocks svar på tiltale (i DR ”Søndag21” 29/03) var en masse søforklaringer, der handlede om kunstnerisk frihed, de DR-ansattes ufattelige integritet og seriøsitet. Hvad skulle hun ellers sige. Det ville være utænkeligt om hun medgav, at der kunne være noget om snakken. Desværre. Men uanset hvor forfejlet Espersens fiktive drejebog af ”Borgen” måtte blive, får han utvivlsomt ret i én ting; helten kunne aldrig – aldrig nogensinde – tænkes at være én fra Dansk Folkeparti. Så skulle det i hvert fald være én, der opdagede, hvor svinsk partiet var indefra, for derefter at følge sin (nu omvendt røde) samvittighed og bryde med sorte mor.

Det mest uhyggelige ved anklagen mod DR er egentlig DRs manglende evne til at indrømme denne helt åbenlyse ensidige tolkning af virkelighedens Danmark. Jeg tænker, at de a) lyver, når de siger, at det ikke er sandt, dvs. de ved godt inderst inde, at Espersen har ret, når han påstår, at en DF'er aldrig kunne bliver helten i et DR-drama - eller – b) de virkelig tror på , at de, med deres kunsteriske frihed, deler sol og vind bare tilnærmelsesvist lige. Hvis svaret er ”a” er de løgnagtige, og er i tilgift vitterligt så røde, som Espersen påstår, hvis svaret er ”b” er de enten dumme eller så indspist røde, at de virkelig intet længere kan se eller høre; røde mor er ikke vred, hun er skuffet over den urimelige anklage fra Espersen. Hvor kunne han påstå noget så urimeligt og usandt?

Hvad kan man gøre for at forandre dette fænomen i DR, så længe det stadig er eks-marxister, kommunister og socialister (og et par radikale), der sidder på meningsdannelsen i DR?

Drop statsstøtten og licensen. Fuldstændigt. Og skal man så høre om denne fine kulturinstitutions betydning for vort lands ve og vel og historie, og at dette da må bevares, melder jeg pas. Det er blevet et mantra uden indhold. Jeg ser intet af betydning DR nogensinde har gjort for dansk kultur og historie, andet end at integrere disse i et allerede fastlåst, forudsigeligt og helt bestemt samfundssyn, hvor borgerlige (og nu også DF) er onde mens alle andre er gode. Er der røde, der er ”onde”, er det alene de, der har misforstået socialismen (Og det vil blot sige; forstået den til fulde!) eller er blevet korrumperet af penge (som jo er en borgerlig kapitalistisk modbydelig opfindelse). DR er ind imellem udmærkede tv-serier og underholdningsprogrammer- men intet så unikt, at det er bedre end alle andre steder, og med en så ensidig drejning mod det røde, at det er absurd.

Maria Sand

torsdag den 26. marts 2009

Skal etårige børn virkelig tvinges i vuggestue?

Som de fleste sikkert husker, foreslog Socialdemokratiet i starten af året, at små børn helt ned til et-års alderen skulle kunne tvangssendes i vuggestue. Baggrunden for det opsigtsvækkende forslag var en undersøgelse foretaget af Rockwool Fonden, der havde påvist, at to ud af tre indvandrerbørn med arabisk baggrund aldrig lærte at læse ordentligt, disse børns forældre talte for hoveddelen slet ikke – eller meget dårligt og lidt dansk. Børnene havde altså ikke dansk sprog med hjemmefra, de var derudover med et fint ord dét, man vist kalder funktionelle analfabeter.

Forslaget løb mig koldt ned af ryggen. Jeg er selv mor, og tanken om, at nogle skulle tvinge mig til at sende mit barn i vuggestue som et-årigt, hvis jeg hellere ville gå hjemme med det, virker utroligt krænkende og ubehageligt. Ud over enhver forstand.

Forslaget fik en blandet modtagelse. Karen Jespersen ville gerne ”tale” med Socialdemokratiet om dette, Dansk Folkeparti var vist både for og imod, med vægtlægning på for.

I dag – godt to måneder efter dette forslag – er Dansk Folkeparti tilsyneladende helt for forslaget, da det i forbindelse med bandeproblematikken i København, nu er en del af deres såkaldte Bandepakke, der har alle mulige og umulige forslag til, hvad søren man kan gøre for, at indvandrerbørn og efterkommere af indvandrerbørn ikke er analfabeter i 9. klassetrin, med alle de elendige konsekvenser dette ofte medfører; især denne, at man søger mod sine egne, for at være del af et fællesskab, som man faktisk har del i, et fællesskab hvor man ikke er dummere end de andre etc.

I forslaget er det målet, der helliger midlet. Dem er der ikke så få af i politik. De findes endvidere på begge fløje. Det kan desværre være nødvendigt af og til, at træffe ubehagelige beslutninger, hvis alternativet er langt værre. 24-års reglen er et glimrende eksempel. Men er tvangsintegrering i vuggestuerne virkelig et brugbart eller fornuftigt middel?

Desuden; hvordan vil man implementere det? Vil man fjerne et skrigende barn fra moderen, der ikke taler dansk, og alene har dette at være moder tilbage, som del af hendes identitet? Vil man indføre prøver, der kan vurdere just hvor dårligt ens dansk skal være (ja, hvor dårligt skal det egentlig være?), førend man fjerner barnet og placerer det i vuggestuen?

Det må være muligt at komme op med et forslag, hvor målet opnås, uden ved lov at indføre tvangsintegrering i vuggestuen. Hvis vi i Danmark blot havde en anelse af den amerikanske ånd, der tilsiger, at man er velkommen i landet, som en del af fællesskabet – hvis man vel og mærket kan klare sig selv, og derved virkelig bidrage til fællesskabet - så ville det give sig selv, ville det ikke? Så ville i det mindste én af forældrene være tvunget til at bevæge sig ud på arbejdsmarkedet, for at tjene til dagen og vejen, og dermed blive bekendt med dansk kultur og omgangsform, som det derved kunne viderebringe derhjemme til børnene, der måske gik hjemme hos moderen.

Hele miseren går altså tilbage til det faktum, at vi har modtaget enhver, der skreg på asyl, uden krav overhovedet – og dette prøver nu både DF og S at rydde op i, ved at komme med forslag, man ville have rystet på hovedet af for 20 år siden. I stedet for de resourcer man i givet fald vil bruge på at sende i tusindevis af små børn i vuggestue, kunne man så ikke bruge de samme penge på at tvangslære de voksne dansk, at tvinge dem i arbejde, med voldsomme økonomiske straffe, hvis de undlod, sætte hårdt mod hårdt i uddannelsessystemet overfor forældre, der ikke deltager i klassemøder eller afviser at sende børnene (læs: pigerne) i svømmehallen eller på lejrskole.
Kan man ikke dér tvinge, og f.eks. droppe latterlige forslag, som at børnehavemad skal være halalslagtet i daginstitutioner. Drop alle disse latterlige særordninger, giv forældrene ansvaret tilbage for egen økonomi, men lad være med at tvinge børn på 1 år i vuggestue.

Maria Sand

tirsdag den 24. marts 2009

Elevspredning af indvandrerbørn?

Som det så ofte sker i et ægteskab, diskuterede min mand og jeg også i dag løst og fast. Vi diskuterede Dansk Folkepartis forslag (der var del af endnu en "bandepakke") om, at der i folkeskolerne skulle være et såkaldt "indvandrerloft", der i sin essens går ud på, at der maksimalt må være 15/20 % elever med indvandrerbaggrund i samtlige folkeskoler.

Til diskussionen tilføjede min mand, at han netop i dag havde talt med en kollega om dennes datter, der stod i den ulykkelige situation, at gå på en skole, der netop havde modtaget en masse elever, med netop indvandrerbaggrund. Baggrunden for dette var, at een af skolerne i Århus kommune med en næsten 100 % andel af elever med indvandrerbaggrund - Gjellerupskolen - var blevet lukket, grundet de alvorlige problemer både fagligt og socialt, dette ekstremt skæve tal havde forårsaget.

Andre skoler tog derfor imod Gjellerup skoles "gamle" elever. De er blevet fordelt rundt omkring på diverse århusianske skoler, og een af disse skoler, var kollegaens datters skole.

Denne massive tilstrømning af mange elever i datterens klasse havde medført så mange problemer, at kollegaen nu tager datteren ud. Fire elever havde allerede forladt netop denne klasse af samme grund, flere var på vej ud. Med andre ord, kunne noget tyde på, at nissen flytter med.

Hvad hjælper det at sprede disse elever, når de klasser, de derefter kommer ind i, reduceres væsentligt, hvis ikke fuldstændigt med tiden. Så er man tilbage dér, hvor man startede, med en klasse bestående af næsten udelukkende indvandrerbørn.

Antallet af indvandrere i en given klasse, lader desværre til at hænge sammen med en manglende integrering med efterfølgende yderligere ghettoisering og isolering fra andre danskere generelt, der i sidste instans leder disse børn i bandernes infame arme. Dette ønsker DF formodentlig at undgå med deres forslag.

Forslaget er allerede blevet skarpt kritiseret fra flere sider af forskellige mere eller mindre lødige grunde. Jeg gider ikke gå ind i de forskellige argumenter, blot vil jeg tilføje, at kritik af forslag som disse, som oftest kommer fra folk, der har deres egne børn fast placeret på en god privatskole, i hvert fald ikke en skole, hvor indvandrerbørnene udgør flertallet, ikke en skole, der ligger i Vollsmose, Gjellerup eller København NV.

Jeg selv har et ambivalent forhold til forslaget.

Jeg forstår, at visse folkeskoler lider så meget under en voldsom andel indvandrere, at dette at begrænse antallet kan være fordelagtigt, ja, er decideret nødvendigt nogle steder. Men, der er een ting, der virkelig generer mig ved forslaget:
Det virker som en definitiv kapitulation.
Det virker som om, at man har opgivet håbet om, at få disse børn til at fungere normalt, og derfor er nødt til at tvangsfordele dem: Er der blot en femtedel "problembørn" i en klasse, lader logikken til at være, må man kunne holde den nogenlunde nede, så meget i det mindste, at folk ikke trækker deres børn ud af folkeskolen.

Men kan det virkelig passe, at man ikke kan gøre noget ved problemerne? I København er der lavet radikalt om på en skoles måde, at agere overfor de unge rødder på. Og de nye metoder har givet pote. Metoden er ufattelig simpel; der er en REEL konsekvens, når man har lavet noget møg, man bander ikke ad lærerne, man laver sine ting, for ellers.....
Langt de fleste indvandrerbørn kommer fra en langt mere patriarkalsk og autoritativ kultur, hvor en advarsel er en advarsel, hvor man ikke svarer læreren igen (uden konsekvenser). Og selvom de er født her, er det stadig denne kultur de, for manges vedkommende, opflaskes med derhjemme. Så kommer de ind i en af de frieste skoler i hele verden, i en kultur, hvor der ikke er synderligt forskel på lærer og elev, en helt anden kultur end den, de er vant til.
Det kan næsten kun gå galt. Og da man i årevis ikke har turde gøre noget ved de stigende problemer i skolerne, ikke har villet indse (offentligt), at den kultur de kom i skole med, kunne være en stor del af problemet, er det bare blevet værre og værre og værre endnu.

Derfor dette forslag. Ved Københavns sidste kommunalvalg, hvor Ritt Bjerregaards hovedopponent som bekendt var Søren Pind, gjorde også han opmærksom på at spredning af elever var en absolut nødvendighed. Han var altså inde på noget af det samme. Han blev også svinet godt og grundigt til.

Inden elevspredning eventuelt finder sted, må det vel være på sin plads, at folkeskolen foretager en slags holdningsbearbejdning, griber i egen barm? En bearbejdning af tabuer om kulturforskelle, der ikke gør det nødvendigt at betragte eleverne som ofre, men netop som børn med mål og muligheder.

Maria Sand

søndag den 22. marts 2009

Opinionsundersøgelser

Opinionsundersøgelser bruges i flæng af medierne til at beskrive generelle holdninger og strømninger i befolkningen. Mange gange gengives dog kun konklusionen af undersøgelsen, og ikke de konkrete spørgsmål, hvilket i mange tilfælde resulterer i viderebringelsen af subjektive konklusioner fra journalister, som i øvrigt påstår at være objektive. For at underbygge disse subjektive konklusioner kan man altid finde en ”ekspert” med samme holdning for at underbygge ens ønskede budskab.
Et godt eksempel på dette kan findes på:

http://www.information.dk/136132

Under overskriften ”Danskernes miljøviden er begrænset” sætter journalisten sig til dommer over den danske befolknings generelle viden om miljøet. Konklusion - kan man dog læse sig til i artiklen - er baseret på en IPCC undersøgelse af europæernes holdning til den globale opvarmning. Heri konkluderes, at kun 41% af danskerne mener, at den globale opvarmning udelukkende er menneskabt, mens 51% mener, at den dels er menneskeskabt og dels skyldes naturlige ændringer. Denne umiddelbare sunde skepsis konkluderer journalisten altså som værende et udtryk for uvidenhed.
Personligt vil jeg konkludere, at befolkningen har sat sig mere ind i tingene end i resten af Europa, dog skal det nævnes, at tallene ikke så meget anderledes ud i resten af Europa.

Meningsundersøgelser kan derudover planlægges fra begyndelsen af, til at opnå det ønskede resultat. Bare tag spørgsmålet om skat, hvilket gennem de seneste år har været underlagt et utal af meningsundersøgelser som alle var farvede af spørgeren. Hvorfor velfærd desuden altid nævnes i samme åndedræt, kan man kun gisne om. Mange meningsundersøgelser om skat viser, at ”et flertal af danskerne” er tilfreds med den skat de betaler eller ligefrem er villige til at betale mere, hvilket man så kan undre sig over, når man sammenligner dette med tilsvarende undersøgelser for holdningen til sort arbejde.

Seneste skud på stammen af tåbelige meningsundersøgelser er Ugebrevet A4s ”afsløring” af, at 1/3 af Danskerne mener, at Karen Jespersen blander sig for meget i debatten om muslimer (de – ugebrevet A4 - må dog have været lidt skuffede over andelen, næsten halvdelen af adspurgte havde ingen holdning til spørgsmålet.). På trods af den ringe nyhedsværdi i denne undersøgelse fandt undersøgelsen dog alligevel plads i nyhederne på TV2, med ekspertudsagn fra flere politiske ledere.
Efter min bedste overbevisning burde medierne være en smule mere selvkritiske i forhold til brugen af meningsundersøgelser, og specielt se på ophavet til disse. Hvad der har været af tillægsspørgsmål i denne forbindelse, og hvordan spørgsmålet er stillet, nævnes ikke (tilsvarende kunne det være interessant at se partifarve på de enkelte adspurgte).

Jan True

fredag den 20. marts 2009

Foghs fald fra tinderne?

I de forgangne måneder har der været megen furore om Anders Fogh Rasmussens eventuelle kandidatur til posten, som Natos kommende Generalsekretær. Furoren har de sidste par uger været så stor i medierne, at der har været skrevet (næsten) lige så meget om dette emne, som om både "Bandekrigen" og den finansielle krise, Danmark sammen med resten af verden pt. befinder sig i. Også på Christiansborg forlyder det, at man diskuterer det ihærdigt, tingene står lidt i stampe, man trænger i dén grad til en afklaring - så hurtigt som muligt.

Anders Fogh Rasmussen er een af Danmarkshistoriens vigtigste statsministre overhovedet, hvis ikke den vigtigste - efter min mening. Han har været regeringschef i en periode af landets historie, hvor han har stået i spidsen for en "værdikamp", der har været og er dødsens vigtig. Årtiers kulturradikal patent på godhed og borgerdyd og katastrofal invandringspolitik, har han stået i spidsen for at forandre. Og efter min mening, er det - i mange henseender - lykkedes.

Meget kan i dag siges, som man ikke kunne sige før, dansk politiks "centrum" har simpelthen flyttet sig, naturligvis under enorm indflydelse fra Dansk Folkeparti, men jo derved under enorm indflydelse fra det danske folk, der valgte den nuværende regering med dens støtteparti, endda to gange. De andre partier står rådvilde tilbage. Den retorik, som de kalder det, som de selv i årevis har fornægtet, som værende ikke-stueren, kappes de nu indbyrdes om at forfølge. De Radikale og Enhedslisten hænger stadig med næb og kløer fast i kulturradikalismens tomme floskler, og har ikke fattet, at forandringen er kommet for at blive. Dette bliver deres tab.

Da Muhammedkrisen toppede, var det for Danmark et utroligt held, at Fogh stod i spidsen for landet, jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, om man havde haft en Nyrup eller Villy Søvndal i spidsen.

Han stod fast.

Hvad angår Foghs nuværende kandidatur, hører man ofte, at Danmark skal være stolt over, at en dansker muligvis bliver så højt placeret i Nato. Det er ikke set før. Man hører, at det er helt i orden, at en mand efter 7 år, som regeringschef, og 30 år, som folketingsmedlem, naturligvis gerne vil "videre", statsministerposten er i den forbindelse et super springbræt for Foghs ambitioner.

Jeg er dybt uenig.

Den mand, der om nogen symboliserer en af de vigtigste forandringer i dansk politik, så blot Danmark, da det kom til stykket, som et springbræt for sine personlige ambitioner. De personlige ambitioner var i sidste ende mere betydelige for Fogh, end det land, han skulle tjene.

Jeg mener ikke herved, at det ville være fantastisk for Danmark om han blev 10 år endnu, jeg mener heller ikke, at man ikke gerne måtte ville noget andet, efter at have tjent sit land i mange år. Tværtimod kunne det tjene folketinget, om folk ikke sad i så mange år, som mange MF'ere gør.

Problemet er dette angivelige skuespil, der af Fogh lægges for dagen. Hvis meget af hans energi for tiden vitterligt går på, strategisk og personligt at manøvre sig fremad henad og opad i Nato-regi, er der lige så megen energi, som jo altså ikke lægges i Danmark her og nu. Det mentale såvel som fysiske fravær, kan Danmark simpelthen ikke være tjent med. Den opportunisme han udviser, ved at blive i landets vigtigste embede i en krisetid på mange niveauer, førend han ved hvor han står rent karrieremæssigt, syntes jeg er et svigt af dimensioner, et svigt, jeg ikke kan få til at stemme med hans tidligere ageren for danske interesser, eller med min enorme agtelse for hans øvrige dygtighed, gøren og laden.

Ved Fogh, at han vil gå af, om han finder noget "sjovere", må han gå af nu, og så søge videre uden for embedet. Man kan ikke være halvt statsminister. Og det kan da godt være, at der er en masse formalia internt i regeringen, der først skal være på plads, jeg er fløjtende ligeglad; man kan ikke være halvt statsminister.

Maria Sand

onsdag den 18. marts 2009

Liberal Limbo

Etik er en af den slags ord som efterhånden må hænge ethvert tænkende menneske ud af halsen. Der er etik i alt, der er et etisk råd, og i dag lærte jeg, at medlemmerne i venstres folketingsgruppe er frie til at stemme som de vil i såkaldte etiske spørgsmål. Det har givet anledning til en lille ordkrig mellem DF og V. Årsagen er, at følgende medlemmer af venstres folketingsgruppe; Gitte Lillelund Bech, Troels Christensen, Karen Ellemann, Karsten Lauritzen, Sophie Løhde, Ellen Trane Nørby og Malou Aamund alle havde stemt for "Forslag til folketingsbeslutning om adgang til at ansøge om fremmedadoption for par i registreret partnerskab". fremsat af Simon Emil Amnitzbøl.

Normalt finder jeg det temmelig uinteressant om DF og venstre skændes lidt, det hører sig vel til i et fornuftsægteskab, der har varet i 7 år. Denne gang er ingen undtagelse, men baggrunden og dansk folkepartis forbitrelse over de 6 venstre overløbere der bragte VKO i mindretal i denne sag kan jeg godt følge.

For hvad er der egentlig galt oppe i hovedet på de mennesker, der stemmer for sådan et for-slag og samtidigt påberåber sig at være liberale? Ikke så lidt skulle jeg mene. Sagen er jo den at forslaget fuldstændigt og aldeles bryder med det personlige ansvar og med den sunde politik, at alle valg vi foretager i vores liv har en konsekvens. Også dem som vi af den ene eller anden grund er tvunget ud i.

En konsekvens af det, at være to af samme køn som vælger, at leve sammen er, at man ikke har adgang til at få børn med sin partner. Er man to kvinder har man andre muligheder som man så kan afsøge som man selv vil, det skal staten ikke blande sig i, men heller ikke økonomisk støtte. Er man to mænd, er øvelsen, med den viden om menneskets avlspotentiale vi har i dag, aldeles umulig. Det er derfor en ligefrem konsekvens af det at være to mænd der lever sammen, at man ikke kan få børn i sit parforhold. Sådan er det fra naturens side og det er sikkert udmærket med en solid grund i mange millioner års evolution. Når politikere så mener, at de i ligebehandlingens navn, skal lovgive, så den slags ubehagelige realiteter sættes ud af kraft. Ja så er bægret fyldt, hvad vi også ser i disse år. Der er ingen grænser for hvad politikerne skal ændre på, eller påtage sig af ansvar.

Men er det liberalt? Er det at tage det enkelte menneske alvorligt? Er det ikke snarere en ophævelse af al alvor, en negligering af selv de mest basale konsekvenser af de valg den enkelte foretager. Eller sat lidt på spidsen, hvis det er politikernes opgave, at skaffe mennesker, der har valgt en seksualpraksis, der udelukker børn, børn på trods af dette. Hvor stopper vi så? Hvad med de mænd der har svært ved at få succes hos det modsatte køn? Skal de så ikke også hjælpes ad lovens vej? Hvad med de kvinder der ikke føler sig attraktive og har ringe selvværd de skal vel også have hjælp, i den hellige ligheds navn? Er det i det hele taget ikke sådan, at vi alle kan gå til hver sin politiker og klage vor nød over den urimelig ulighed vi hver især oplever, og så forvente at politikerne tager problemet alvorligt?

Med gårsdagens afstemning har i hvert fald disse 6 navngivne folketingsmedlemmer for venstre, engang et liberalt parti, vist en enestående mangel på forståelse for det grundlag som de burde stå på. De har vist at når det gælder at holde det enkelte menneske fat på dets ansvar og i dets frihed, ja så vil de svigte alt, blot for at tækkes ligemageriet. Det er en skandale af dimensioner, det er uhørt og det udstiller venstres fuldstændige sammenbrud efter 7 års udsalg af arvesølvet.

Fy for fanden.

/Andreas True